EU - ja, selvfølgelig

EU i et stadig tættere samarbejde eller godnat Europa. Det er alternativerne. Hvordan nogen i ramme alvor kan tro på, at små lande som Danmark kan stå alene i verden i dag, er mig en gåde. Tænk lige på, at der er færre indbyggere i Danmark end i flere af storbyerne i Kina...
Jeg vil gerne have et EU med mange flere overnationale beføjelser. Et EU med en præsident, en udenrigsminister, fælles forsvar osv. For ikke at glemme fælles statsborgerskab, fælles flag og fælles unionshymne - Freude schöner Götterfunken.
Og tænk, hvis det en dag blev muligt for mig at vælge en af mine tyske favoritpolitikere til EU-parlamentet. Jeg betragter mig først og fremmest som europæer, så hvorfor må jeg så kun vælge blandt danske politikere?
At tro på, at vi kan gå og gemme os i vores landsby, er at opføre sig lige så begavet som når strudsen stikker hovedet i sandet og tror, at ingen kan se den.
Både Kina og Indien, de kommende supermagter, har i dag langt over 2 milliarder indbyggere tilsammen. EU har lige godt en halv milliard - og Danmark 5 millioner. Hallo! Hvem tror I der kommer til at bestemme mest i det 21. århundrede?
Folkeafstemning om reformtraktaten. Jo, det lyder demokratisk. Lyder, ja. For det er det jo slet ikke, når det kommere til stykket.
For det første lever vi i et repræsentativt demokrati. Dvs. at vi vælger nogle mennesker til at styre landet og træffe de overordende beslutninger. Hver af os har stemt på et parti eller en person, vi mener, at vi kan have tillid til i den forbindelse.
For det andet er det et fåtal af vælgerne, der har sat sig ind i, hvad det er, der skal stemmes om, det kan man lige så godt sige rent ud.
Og for det tredje, fordi reformtraktaten og traktater i det hele taget er noget meget kompliceret at sætte sig ind i, så bliver en sådan folkeafstemning lynhurtigt til en afstemning, der handler om alt muligt andet. Eller om alle mulige andre sym- og antipatier.
F. eks. en protest mod den siddende regering. Om den kan man mene hvad man har lyst til, men i sammenligning vores fælles fremtid i en turbulent verden er den af yderst ringe betydning.
Tænk engang, hvis en folkeafstemning om reformtraktaten i Danmark eller England eller et andet land resulterer i, at EU begynder at falde fra hinanden, fordi folk ikke bryder sig om statsministeren eller sundhedspolitikken eller noget helt tredje.
Det ville betyde, at vi alle i Europa havde "besluttet" at overlade fremtiden til Kina, Indien og USA uden nogen mulighed for indflydelse på noget som helst. Måske i værste fald på vej tilbage til indbyrdes stridende nationalstater som før 2. Verdenskrig.
I sandhed et rystende perspektiv.
Hvad der i øvrigt også er lidt rystende, er at se, i hvilke politiske kredse, modstanden mod EU er størst: Hos det yderste højre og det yderste venstre. Det er også tankevækkende. På disse yderfløje er det normalt ikke demokratiet, der står øverst på hitlisten.
Og om Tyrkiet skal med? Selvfølgelig skal Tyrkiet med i EU. En af de største dumheder, vi kan begå her i EU er at nægte Tyrkiet optagelse i unionen. Tænk lige på, hvilke kræfter vi kan drive tyrkerne i armene på, hvis vi vender dem ryggen.